fredag den 16. december 2011

Rocky Mountain konfekt

Så er jeg så småt gået i gang med julekonfekten. Jeg så sådan en lækker sag på denne blog med skumfiduser, nødder og chokolade, som jeg kunne bruge som inspiration. Det er en lidt anderledes form for konfekt end den sædvanlige med marcipan og nougat. Selvom det er nu også godt. Det blev så til nogle små konfektstykker i papirsform og en stor rulle konfekt til at skære af. Rullen blev lige stor nok, så næste gang vil jeg lave den tyndere og længere - og så dele den i to ruller. Fyldet i de små forme består af det samme som er i rullen. Det er egentlig en del af konfektrullen, som blev skåret i tern og overtrukket med mørk chokolade og drysset med hakkede brændte mandelstykker.

















Ingredienser

200 g lys chokolade
ca 10-12 store skumfiduser
50 g mandler
50 g hasselnødder
200 g mørk chokolade
25 g smør
40 g brændte mandler
40 g usaltede pistaciekerner

Start med at smelte den lyse chokolade over vandbad. De store skumfiduser skæres i kvarte. Hasselnødder og mandler skæres i grove stykker. Når den lyse chokolade er smeltet, afkøles den lidt og derefter blandes med skumfiduser og nødder. Til sidst tilsættes smørret, som røres, til det er smeltet i massen.  Læg konfektmassen på et stykke bagepapir og rul det til en pølse med bagepapiret omkring. Nu skal det på køl en times tid. I mellemtiden smeltes 2/3 af den mørke chokolade over vandbad. Den sidste 1/3 tilsættes, og chokoladen tempereres. Læs evt her om hvordan man tempererer chokolade. Når chokoladen er smeltet, skæres noget af den nu afkølede rulle konfekt i små firkanter, som passer i papirsformene. Disse overhældes med smeltet mørk chokolade og drysset med hakkede brændte mandler. Resten af chokoladen smøres på konfektrullen, og den drysses efterfølgende med hakkede usaltede pistaciekerner. Viola!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar