mandag den 20. februar 2012

Oreo Is


















 Kender I disse små lækre chokoladekiks med vanillecreme? Oreo hedder de, og de findes på hylderne i diverse discountbutikker og supermarkeder. Ud over at de blot kan nydes til en kop te eller kaffe bruges de i forskellige opskrifter. De bruges i opskrifter på lagkager, muffins, milk shakes osv. Jeg faldt for noget tid siden over en isopskrift, hvor man også havde brugt denne sexy lille kiks. Dette måtte jeg prøve. Derfor fandt jeg min bedste isopskrift frem, (som ikke kræver ismaskine), og tilføjede kiksen. Dette kom der denne opskrift ud af og smagen... Ja, isen blev spist op, så det siger vist alt :p

















Oreo is

4 past. æggeblommer
8 spsk. sukker
1 tsk vanillesukker
½ liter piskefløde 38%
1 pakke Oreo kiks

  • Pisk æggeblommer med vanillesukker og sukkeret indtil massen er godt luftigt og det meste af sukkeret er smeltet.
  • Pisk fløden til den er lind, dvs ligesom flødeskum til irish coffee.
  • Vend flødeskummet rundt i æggemassen indtil det er godt blandet.
  • Hak Oreo kiksene i grove stykker (gem evt et par stykker til pynt) og vend dem i iscremen.
  • Kom iscremen i en lille form (ca 1l) og pynt med lidt Oreo kiks på toppen. Isen skal fryse i min. 3 timer inden den spises.

En kop kakao med skumfiduser, tak!


















Ja opskriften er simpel og den er sikkert kendt af mange. Men ind i mellem så glemmer man de der små snacks som lige sætter prikken over i'et på en eftermiddag.

Opskrift
Lav en kop kakao. Jeg plejer blot at koge noget vand i elkedelen og komme et brev Nestle kakaopulver i. Men der findes mange andre måder at lave kakao på, som også smager noget bedre. Denne metode er blot hurtigere :)

Køb en pose skumfiduser og klip et par af dem i mindre stykker. Disse kommes så i koppen efter at kakaoen er klar. Lad det stå ½ minuts tid og smag så på lækkerierne. Det smager RIGTIG godt :) Skumfiduserne opløses langsomt og bliver meget bløde inden i. Det er simpelthen kræs!

Alt om kost - Fødevarestyrelsen



















Jeg vil lige dele et link med jer. Siden hedder www.altomkost.dk og hører under Fødevarestyrelsens hjemmeside. Jeg elsker denne side og kan bruge langt tid på at surfe rundt herinde. .. og hvorfor er denne side så interessant tænker du nok? Jo ser du, har du lyst til at spise og leve sundt men mangler lidt inspiration, så er denne side et godt sted at starte. Det skal lige siges at her findes en del informationer, som er skabt for at hjælpe raske mennesker. Der sidder ikke en eller anden fed bagmand med tanke om at sælge et slankeprodukt eller et sindssygt tiltag som bare skal gøre os med lidt ekstra på sidebenene endnu mere frustrerede over alle de forskellige tilbud, der findes til overvægtige. Siden er ligesom forbrugerstyrelsen skabt til at hjælpe os danskere, uden at have et kommercielt formål. Jeg tror at de fleste ved at man får det utroligt godt af at leve sundt, That's a fact :)

Hjemmesiden giver et godt svar på, hvordan man lever sundt med ganske almindelige levnedsmidler, som vi kan finde i det daglige supermarked eller discountbutik. Jeg har brugt siden meget til research, da jeg gik på grundforløbet mad til mennesker, og fandt derigennem ud af at denne side er et utroligt godt redskab for alle, som ligesom jeg ind i mellem "glemmer", hvordan man bør spise. Jeg syntes især her efter jul har det været utroligt svært at komme "back on track", og der er for mit vedkomne ikke sket det helt store på vægtskalaen. Men så er det rart, at man har denne side at læne sig op ad. Jeg vil lige remse nogle af de forskellige ting op, som man finder på siden og som er særligt brugbare:

  • De 8 kostråd
    Disse råd fortæller os, hvordan vi dagligt bør leve mht kost og motion. Hvis alle danskere fulgte disse råd, ville hjertekarsygdomme, kræft og andre livsstilssygdomme falde markant og vi ville leve længere.
  • Opskrifter
    Her finder du en god samling af sunde opskrifter til morgenmad, frokost, madpakken, mellemmåltider, aftensmaden, ja stort set til hele døgnets måltider.
  • Anbefalinger
    Der kan være forskel på, hvordan vi bør leve og spise alt efter om man er barn, voksen eller ældre. Her finder du nogle gode tips til hvad man bør overveje at komme i indkøbskurven og hvad man bør begrænse. Der er også omtalt, hvad gør man, når ens barn bliver kræsent, eller når en ældre person har mistet appetitten. Der findes råd om vitaminer osv.
  • Fakta
    Herunder finder du en masse oplysninger om de næringsstoffer, der findes i den mad, vi spiser. Der står en del om hvorfor vi fx skal spise groft brød med mange fibre, hvilken betydning har det, at vi spiser meget junkfood og fedtholdigt mad. Her finder du svar på flere lignende spørgsmål.
Siden indeholder en del tekst og få illustrationer hist og her. Personligt ville jeg nok foretrække lidt flere illustrerede forklaringer, men teksten er tilgengæld heller ikke tung og kedelig. Prøv at bruge nogle minutter på hjemmesiden og se om I finder den lige så inspirerende som jeg :)

mandag den 23. januar 2012

Sikke en start på året

Der er lidt stille på bloggen for tiden. Det skyldes at jeg har nu for 2. gang i træk er blevet ramt af en forkølelse. Det startede så småt i dagene mellem jul og nytår, og jeg er nu d. 23. januar stadigt ikke blevet rask. I sidste uge var forkølelsen ellers aftagende, men så skal jeg lige love for at den kom tilbage i stor stil. Æv æv... Det er bare for frustrerende, og så midt i eksamen som heldigvis gik godt trods forkølelse og tør hoste. Eksamen blev ellers afholdt fredag d. 13 januar. Sikke en dato at lægge en eksamen, hva. Det endte dog alligevel med et 12 tal! Så det er fedt. Jeg regner med at lave et indlæg om det hele, når jeg får det lidt bedre.

Det er begrænset, hvad det er blevet til af nyt og spændende madlavning. Den har stået på rugbrødsmadder, tykmælk, millionbøf og en enkelt gang lasagne. Ja, energi er der ikke så meget af for tiden. Men men, det skal ikke slå mig ud! Jeg venter spændt og med en pakke Kleenex i hånden på bedre tider :) Der kommer til at ske en masse de kommende uger:

På torsdag skal jeg starte i praktik i kantinen på den skolen som jeg går på til daglig. Der skal jeg være indtil fredag den efterfølgende uge. Derefter har jeg en uges ferie, og derefter skal jeg 4 uger i praktik i køkkenet på Herning Sygehus! Jeg glæder mig helt vildt. Efter de 4 uger er gået skal jeg starte i køkkenet på min nye lærerplads. Jeg kommer til at lærer en hel masse og glæder mig til at fortælle om det her på bloggen. Det bliver fedt at prøve det virkelige liv efter at have siddet på skolebænken siden midt i august sidste år. Nå nu er det tid til at krybe under dynen igen, med en varm kop kakao.