fredag den 16. december 2011

Rødkål til juleaften

I år holder vi juleaften hos svigerforældrene, og jeg fik til opgave at komme med en god gang hjemmelavet rødkål. Jeg havde først tænkt mig, at kaste mig ud i en god krydret en af slagsen, men kom så i tanke, om at måske var det kun mig, som syntes, at det kunne være fristende med en lidt anden version en den gode gammeldags af slagsen. Nogle ting skal man bare lade være, som de er, da der er stor chance for at skuffe gæsterne, da vi alle har en ide om hvad der serveres juleaften - især når man taler om den traditionelle julemiddag. Vi har en enkelt gang lavet rødkål i skolen, ellers har jeg ikke den store erfaring med hjemmelavet rødkål. De andre år har jeg købt en spand herregårdsrødkål og varmet den i en gryde. Men i år skal det være anderledes. Jeg må ærligt indrømme, at næste år laver jeg den også fra bunden for Hold da op!... hvor smagte den altså bare godt :)

Sidste jul fik jeg en julekogebog af Camilla Plum (altså jeg fik den af min mor, men den var skrevet af Camilla Plum :) Mon ikke der var en god opskrift på rødkål i. Er der nogen som har en stor viden og erfaring med traditionelle danske retter, så må det være hende. Minsandten om der ikke var en god opskrift på rødkål! Hun skrev, at hun plejer at bruge lidt af hvert, men heldigvis var der alligevel nedskrevet nogle mængder, som man kunne starte ud fra. Denne opskrift er derfor lavet udfra vejledning af fru Plum, men også med ekstra tilføjelser undervejs.

Ingredienser:

1 stk rødkål
1 tsk. salt
1 tsk. tørret timian
1 laurbærblad
2 enebær
½ liter saft (jeg brugte Rynkeby - Blandet Saft, den røde)
ca. 100 g æblegelé (man kan også bruges anden gele eller marmelade)
ca. 2 dl vand
ca. 25 g smør

Kogetid ca 2½ time i gryde med låg

Tilberedning:

















Rødkålen renses for eventuelle dårlige blade og skæres i kvarte. Fjern stokken med et skråsnit. Herefter skæres kålen i ikke alt for grove strimler og bagefter i tern. Man kan også bruge en foodprocessor, som klarer snitteopgaven i løbet af 0,5. Herefter skyllede jeg rødkålen. Næste gang vil jeg nok skylle kålen inden den bliver finsnittet, da en masse saft fra kålen røg i vasken. Det kunne ses på det kraftigt blålilla farvede skyllevand.

















Derefter kom kålen i en gryde med alle krydderier og 2 dl saft. Kålen kogte ca 1 times tid og jeg smagte til. Den var stadig ret syrlig, så derfor fandt jeg noget hjemmelavet æblegelé, som jeg lavede i sommer og kom i. Kålen kogte endnu en time og jeg spædede til med mere saft og til sidst vand. Efter ca. 2½ times kogning rundede jeg det hele af med en klat smør og smagte til for sidste gang. Uuuuhmmm! Sikke en dejligt smag. Utrolig sød og mør, men også lidt syrlig. Min mand smagte med og han plejer ikke at ligge fingre i mellem kritikken. "Den smager virkelig af noget, den her" udbrød han "Den er bare go´". Godt så. Mission Complete!

















Jeg fandt et par gamle glas fra rødkål i kælderen og det passede lige med 2 stk. Låg og glas blev skoldet med kogende vand og den varme kål røg direkte i bagefter. Fru Plum skriver, at kålen kun bliver bedre af at stå en uges tid, så det er godt timet med juleaften :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar