Vurdering:
På en skala fra 1-5 vil jeg sige, at den får 3½ i karakter. Den er lidt over middel efter mine smagsløgs vurdering. Bouillonen stjæler lidt opmærksomheden i denne ret. Vidste man det ikke på forhånd, tror jeg ikke, at man kunne gætte, at der var hvidkål i denne suppe. Smagen er god og suppen mætter utroligt hurtigt. Både min mand og jeg måtte overgive os til trommesygdom efter bare 1. portion. Retten er sund, også selv om der serveres bacon på toppen. Fedtenergiprocenten ligger på 24%, hvilket er under de anbefalede 25-30% og den mættede fedt udgør kun 1% heraf. Dette er alt sammen kun positivt :) Jeg har rettet opskriften ind efter sådan, som jeg lavede den. Den originale opskrift kan ses her.
Ingredienser
2 porrer
1 spsk flydende margarine
1 lille hvidkål ca. 800 g
500 g skrællede kartofler
1 l hønsebouillon (lavet af 2 tern og 1 liter vand)
1 tsk. tørret timian
1 laurbærblad
3 dl skummetmælk
salt og peber
150 g bacon i tern
Tilberedning
Rens porrerne, skær dem i skiver, skyl dem godt og lad dem dryppe af. Svits porrerne i margarine i en stor gryde, uden de tager farve. Skær kålhovedet i kvarte, fjern stok og grove yderblade og snit den groft. Skræl kartoflerne og skær dem i grove stykker. Kom hvidkål, kartofler, bouillon og krydderurter i gryden med porrerne og bring det hele i kog. Kog suppen indtil grønsagerne er meget møre, det tager ca. ½ time. Blend suppen med en stavblender til den har en ensartet jævn konsistens. Justér konsistensen med mælk og smag suppen til med salt, peber. Rist baconen sprød og gylden, tag den af panden og lad den dryppe af på køkkenrulle. Servér suppen med sprøde bacontern og groft brød til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar