Jeg startede med at bage kartoflerne i ovnen. I får lige linket til Max's opskrift, da den er stort set identisk med den jeg lavede. Jeg erstattede fløde med skummetmælk, men ellers er den fuldt til punkt og prikke. Sådan ser de ud færdige. De er bare gode og det er et godt alternativ til almindelige bagte kartofler (som gemalen ikke er vild med, men disse spiser han med fryd :)
Klik her for at se Max's opskrift på dobbelbagte kartofler
Derefter kogte jeg 3 rødbeder. Når de har kogt 45 min. skylles de kort i koldt vand og skindet kan derefter nemt smuttes af. Prøv lige at se dampen fra dem på billedet. Det ser sjovt ud som det er fanget på billedet.
Så skæres de i grove tern. Ikke i julienne, det er for fint. Men tern på ca 0,5 x 0,5 cm er fint.
Det samme gøres med 4-5 stk syltede drueagurker. Jeg lavede faktisk først rødbedesalaten uden, men den smagte lidt kedeligt så disse grønne fætre gav lige det sidste touch.
Så blandede jeg 3 spsk. creme fraiche 9% med lidt salt, peber og en god tsk. akasiehonning. (man kan også bruge 1 tsk. sukker i stedet for honning) og en lille skvis citronsaft. Rør det sammen til en dressing.
Så skulle rødebede- og agurketernene vendes i. Sikke en farve, hva? :) Pink Lady Salat!
Fiskefileterne blev lige vendt i lidt mel med salt og peber og derefter stegt på panden i lidt flydende Becel.
Jeg lavede lige lidt hurtig remoulade af 1 spsk pickels, lidt mayonnaise,salt og peber. Det hører til sådan en paneret fiskefilet, med mindre man laver en god sauce til.
Sådan! Ja, fee ser den ud, men man spiser heller ikke særligt meget af den til sådan en portion. Man kan selvfølgelig også bare bruge almindelig remoulade, men nu havde jeg lige en rest pickles tilbage fra nogle dage siden, da vi fik fiskefrikadeller, så hvorfor ikke bruge det i dag også.
Så var der kun tilbage at spidse kniv og gaffel og gå i krig. Uhm... Det var en god ret. Der var nok rødbedesalat til i morgen, men ikke nok fisk, så nu må jeg i tænkeboksen igen. Men det gør heller ikke noget :) Jeg elsker at prøve noget forskelligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar